Mød din installatør - Bornholms Agro & Ventilationsservice
I en ny video kan du møde én af Genvex’ ældste venner, Finn Stenbye fra Bornholms Agro & Ventilationsservice. Finn har nemlig arbejdet med Genvex’ produkter siden sommeren 1978 – umiddelbart efter Genvex blev stiftet.
I videoen fortæller Finn om det gode samarbejde med Genvex. Og så deler han, hvorfor han kan være helt fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden for virksomheden og det fortsatte samarbejde med Genvex, efter han selv går på pension.
I Hasle på Bornholms vestkyst og cirka 12 kilometer fra Rønne finder vi Bornholms Agro & Ventilationsservice. Virksomheden er placeret helt ud til vandet, så når stifter og medejer Finn Stenbye står på kontoret, er det med udsigt til Østersøen og Sverige på den anden side. Finn fortæller da også, at han ofte får rosende ord med på vejen for firmalokationen:
”Det er en lille perle. Mange af vores konsulenter, der kommer herover fra det ganske land, de siger jo, at det er den bedst beliggende virksomhed i hele Danmark – så det er vi jo ikke ret utilfredse med”. Fra beliggenheden har Finn serviceret de bornholmske kunder med Genvex-ventilationsanlæg siden 1989. Men relationen til Genvex starter faktisk en del før.
En tur til Albertslund startede det hele
I sensommeren 1978 møder en ung Finn Stenbye op på Rugholmsvej i Albertslund. Han er på det tidspunkt elinstallatør og skal på kursus i ventilation og ventilationsvarmepumper.
Kurset foregår hos en vis Bjarne R. Svendsen i hans, på det tidspunkt, lille ventilationsvirksomhed, Danvex:”Siden dengang har jeg haft et meget godt forhold til Genvex – som det kom til at hedde lidt senere – fordi jeg synes de har nogle kanongode anlæg. Jeg har bl.a. anlæg, som jeg monterede i 1982, som stadigvæk kører rundt omkring.”
Ny virksomhed – samme produkt
Efter 11 år som elinstallatør stifter Finn i 1989 sin egen virksomhed, Bornholms Agro & Ventilationsservice. Og Finn er på det tidspunkt ikke et sekund i tvivl om, at det naturligvis er Genvex, der fortsat skal bruges her. Og den dag i dag forholder det sig stadig sådan.
Det betyder, at Finn i 2023 kunne fejre 45 års jubilæum med Genvex: ”Det er da lidt sjovt, at vi har 45 års ægteskab og stadigvæk holder fast i det. Så vi må nok sige, at vi har været inkarnerede Genvex-folk, og det er fordi, vi også syntes, at det var suverænt det bedste.”
”Mr. Genvex”
Og når man taler højt om det samme produkt i så mange år, så bliver det naturligvis bemærket af lokalsamfundet. Det betyder, at Finn i dag bærer rundt på et lidt specielt øgenavn: ”Jeg har fået et lille øgenavn her på Bornholm, så jeg bliver kaldt ”Mr. Genvex” – og det er jeg da lidt stolt over, for det må jo være, fordi de ikke synes, det er noget lort alt sammen i hvert fald.”
Finn Stenbye & Søn
Når man har haft et 45 års langt ”ægteskab” med Genvex, så betyder det naturligvis også, at man har haft en del år i branchen. Og det har da også givet Finn anledning til spørgsmål om, hvad der skal ske med hans virksomhed, når han engang går på pension: ”Derfor er vi så superheldige, at vores yngste søn her for fem år siden sammen med sin kone og sin datter valgte at flytte tilbage til Bornholm og ville også godt gå ind og arbejde i firmaet”, fortæller Finn.
Ikke nok med, at sønnen Mikkel og svigerdatter Simone i dag arbejder i virksomheden. Fra d. 1. januar 2024 vil Mikkel og Simone også være medejere og dermed overtage biksen, når Finn fratræder. ”Det er vi jo blevet sindssygt glade for, fordi han er gået ind i det her med åbne arme og hans kone Simone er kommet ind på kontoret og kører hele vores serviceafdeling til UG og slange. Har styr på hele vores bogholderi. Det er jo simpelthen en gave så stor”, fortæller Finn stolt.
Målet – Genvex i 90 år
For Finn er den store drøm, at både sønnen og svigerdatteren vil fortsætte arven og blive ved med at tilbyde Bornholmerne ventilationsanlæg fra Genvex.
”Forhåbningen er, at jeg har flasket Genvex ind på min søn og svigerdatter, sådan så de også om 45 år kan stå her og sige: ”Ved I hvad? Nu har vi altså kørt i 90 år med Genvex”. Det er jo min drøm, at der stadigvæk er en, der passer og sælger og laver og servicerer Genvex her fra den her virksomhed – også om 20, 30 og 40 år”.