Gør dit ventilationsanlæg klar til de fire årstider
Vidste du, at du kan spare både penge og energi ved løbende at vedligeholde og indstille dit anlæg efter årstiden? I denne artikel får du en række tips og tricks til, hvordan du sikrer at dit ventilationsanlæg altid er køreklar – ligegyldigt om solen brager eller sneen daler.
Som ejer af et ventilationsanlæg er der som udgangspunkt ganske få ting, du skal kende til, for at dit anlæg kører optimalt og forsvarligt. Din installatør vil i forbindelse med indreguleringen af dit anlæg nemlig sørge for, at de fleste ting er automatiserede, og at alt kører, som det skal.
Det er dog vigtigt at huske på, at de indstillinger, der bliver foretaget på dit ventilationsanlæg i forbindelse med opstarten og indreguleringen, bliver lavet med afsæt i de konkrete vejrforhold, der er på dagen – hvilket altså er nogle meget specifikke driftsvilkår.
Derfor – hvis du vil sikre dig, at dit ventilationsanlæg også har de absolut bedste driftsbetingelser, når årstiderne skifter, kan det være en rigtig god idé løbende at foretage sig nogle forebyggende tiltag.
Nedenfor har vi lavet en liste over, hvad du som ejer af et ventilationsanlæg bør gøre for at sikre, at dit anlæg altid er 100 % gearet til de skiftende årstider.
Vinter
Vinteren er en tid med kortere dage og længere nætter og dermed mindre solstråler og opvarmning. Det bidrager naturligvis til generelt lavere temperaturer (ofte under frysepunktet) med snevejr og frost til følge.
Vejrforhold som disse kan give en række udfordringer, når man har installeret et ventilationsanlæg i sit hjem.
For at sikre at anlægget kan drifte optimalt under denne årstid, er der altså en række ting, du som ejer bør forholde dig til:
Filterskift: Som udgangspunkt bør du kun skifte dit ventilationsfilter én gang hvert halve år. Som vores produktchef Christen Lautrup fortæller:
"Når du bygger et nyt hus, så skal du skifte filteret første gang efter tre måneder, da der kan forekomme byggestøv, som sætter sig i filteret.
Herefter anbefales det at skifte filteret hver sjette måned, som er den generelle anbefaling fremadrettet”.
I vinterperioden kan det dog godt svare sig løbende at tjekke, at filteret er pænt og rent. I denne periode vil der nemlig være et øget niveau af os i luften fra brændeovne, som kan tilsværte filteret.
Sne- og frosteftersyn: Når vinteren raser på sit højeste, kan det medføre en del snedannelse og især snefygning (hvor sneen samles op og blæses rundt af hård vind). Sneen kan ofte ende i loftsrum og i værste fald tilstoppe luftindtaget på dit ventilationsanlæg. Derfor er det vigtigt, at du løbende foretager et sne- og frosteftersyn af dit loftsrum og dit luftindtag for at sikre, at der ikke er sne, som tilstopper dit anlæg.
Tjek kondensafløbet: Niveauet af kondensvand, der bliver dannet i ventilationsanlæggets varmeveksler, er størst om vinteren. Det er faktisk ikke ualmindeligt, at dit ventilationsanlæg kan fjerne op til mellem 10-20 liter vand i døgnet.
Kondensvandet løber gennem en afløbsslange og videre ned i afløbet. For at sikre, at kondensvandet bliver ført til afløbet, er det vigtigt, at du løbende sikrer, at afløbsslangen ikke er tilstoppet eller tilfrosset. Du kan tjekke dette blot ved at komme noget vand i kondensbakken og efterfølgende se, om der kommer vand ud af afløbsslangen.
Isolér afkastrøret: Kondens kan også opstå i afkastrøret, hvilket er de rør, der fører luften indefra og ud i det fri.
Rørene, der går fra fx badeværelsets ventilatorer og op til tagets overside, går ofte gennem et koldt og uopvarmet loftsrum.
Hvis afkastrørene er uisolerede, kan det resultere i, at den varme luft inde i røret bliver nedkølet og dermed skaber kondens på indersiden af røret.
Kondensen bliver til vanddråber, som løber retur ud i ventilatorer og aftræksventil. På sigt kan fugten resultere i råd og svamp med risiko for større følgeskader.
Det er altså vigtigt, at afkastrør er isolerede for at undgå fugtskader. Hvis afkastrør ikke er isolerede, er det til gengæld vigtigt løbende at kontrollere for synlige dryp fra rør og samlinger samt for vand i anlægget.
Aktivér fugtstyring: Bor du i en ældre bolig, kan det være relevant at få aktiveret den indbyggede fugtstyring i dit ventilationsanlæg. Så undgår du eventuelle fugtskader og skimmelsvamp.
Når du køber et ventilationsanlæg fra Genvex, vil fugtstyringen som fabriksindstilling ikke være aktiv. Hvis anlægget er indreguleret korrekt, vil man som udgangspunkt ikke opleve problemer med fugt i boligen. Men bor du i en ældre bolig, kan det være en fordel af aktivere fugtstyringen, da man således i vinterperioden vil sikre en yderligere beskyttelse med forøget fugtindhold i luften, som i værste fald kan medføre skimmelsvamp i forbindelse med kolde overflader i boligen. Fugtstyringsalgoritmen vil udregne hvilket fugtniveau, der er det mest optimale baseret på den givne udetemperatur.
Vores produktchef Christen Lautrup uddyber:
”I den her styringsalgoritme har man altså taget højde for, at ventilationsanlægget i vinterperioden kører med et lavere fugtighedsniveau, mens anlægget om sommeren kører med lidt højere optimalt fugtniveau, og så tilpasser ventilationshastigheden sig automatisk efter det optimale fugtniveau”.
I nyere boliger kan fugtstyringen anvendes til automatisk at forøge ventilationshastigheden ved øget fugtbelastning som følge af madlavning, badning og gæster i boligen. Fugtstyringen vil således medføre et forbedret indeklima.
Er du i tvivl, om du bør aktivere din fugtstyring? Så kan det være en rigtig god idé at tage en snak med din servicepartner under indreguleringen.
Isdannelser i varmeveksleren: Er der hård frost udenfor, kan du opleve, at dit ventilationsanlæg ikke kører helt, som det plejer. Det skyldes, at de kolde temperaturer kan forårsage isdannelser i din varmeveksler. Det kan løses på forskellige måder:
- Tilslut frostsikringssoftware: I flere Genvex-anlæg er der i selve softwaren mulighed for at skabe ubalanceret drift – det vil sige, at man sætter anlægget til at skrue ned for indblæsningsluften, mens den bibeholder udsugningsluften. Der vil altså tilføres mere af den opvarmede indeluft til varmeveksleren, hvilket modvirker frost, mens der samtidig tilføres mindre kulde til boligen udefra. Med denne løsning tilføres der til gengæld heller ikke lige så meget frisk luft til boligen. Vær opmærksom på, at denne funktion kun vil køre i kortere perioder ad gangen.
- Installér kanalvarmeflade: Det er også muligt at anvende en modulerende elektrisk kanalvarmeflade. I kanalvarmefladen finder man både en forvarmeflade og en eftervarmeflade. Eftervarmefladen gør det muligt at tilpasse friskluft-/indblæsningstemperaturen nøjagtigt til det aktuelle behov med energibesparelse til følge. Og med forvarmefladen afrimes varmeveksleren løbende, hvilket gør, at man kan bibeholde en balanceret drift, hvor man fortsat blæser lige så meget luft ind, som man suger ud af boligen.
- Foretag regelmæssigt vedligehold: Foruden muligheden for at benytte både software og supplerende varmeflader, er det generelt en god idé at foretage regelmæssig vedligeholdelse og tilpasning af dit ventilationsanlæg efter vejrforholdene. Jævnlig rengøring af ventilationsanlægget (herunder filtre og veksler) kan hjælpe med at effektivisere varmeveksleren og dermed dens evne til at afise.
Opsummering
Når vinteren står for døren, bør du huske, at:
- Skifte filteret oftere
- Foretage sne- og frosteftersyn af dit loftsrum og luftindtag
- Isolere afkastrør (og kontrollere for synlige dryp fra rør, samlinger og for vand i anlægget)
- aktivere fugtstyring
- Bekæmpe isdannelser i varmeveksleren
Forår
Med foråret kommer varmen, og lige så stille forsvinder den sidste vintersne og is. Det gør, at jorden så småt begynder at tø op og efterfølgende at spire. Det betyder, at græs og blomstersamtidig med at bladene på træerne begynder at springe ud.
Er der noget bedre? Ja, hvis du er allergiker eller lider af høfeber, er du sikkert ikke helt vild med tanken. Det er her et ventilationsanlæg virkelig giver værdi. Et anlæg med tilkøbt F7-filter vil kunne mindske allergifremkaldende partikler, så du kan ånde frit.
Filterskift: Vil du sikre dig, at dit ventilationsanlæg formår at filtrere skadelige partikler fra, er det afgørende, at du vælger et pollenfilter på friskluftsiden. På udsugningssiden bør du generelt bare bruge et grovfilter.
Lider du af pollenallergi anbefaler vi, at du vælger et F7-pollenfilter (eller ePM1 jf. ISO 16890-klassificeringen). Med dette type filter vil partikelstørrelser på helt ned til 0,3 µm (mikrometer) blive filtreret fra.
Disse partikler er inhalerbare og kan spores til alveolerne (lungeblærer, der udveksler kuldioxid og ilt), og det er disse luftbårne partikler, der er mest farlige for menneskers sundhed. F9/ePM1-filtrene har en adskillelseskapacitet på helt op til 85 %, hvilket betyder, at langt størstedelen af alle partikler vil blive fanget af filteret.
Er du allergiker, skal du i øvrigt være opmærksom på, at pollensæsonen starter tidligt, ofte allerede i slutningen af januar. Du kan altså med fordel bruge pollenfilteret året rundt.
Du kan læse meget mere om de forskellige filterklassificeringer lige her.
Besøg vores webshop lige her og se vores store sortiment af filtre til dit Genvex ventilationsanlæg.
Sommer
Modsat vinteren, er sommermånederne markeret af længere dage og kortere nætter. Det betyder naturligvis mere sol og varme og en del flere timer udendørs end inden døre. Men før eller siden skal man jo retur fra stranden og hjem i sin bolig. Og her vil man som boligejer ofte opleve to ting – en trykkende varme og en masse insekter. Også dette kan løses af et ventilationsanlæg.
Ved at omgå bypass-funktionen vil anlægget nemlig tilføre frisk indblæsningsluft til boligen – uden at tilføre varmen fra udsugningsluften. Og med de effektive filtre sørger man for at suge småinsekter ud af boligen. Også myg og fluer kan holdes ude, da du ikke er nødsaget til at åbne for vinduet – og dermed deres adgang – for at få frisk luft til boligen.
For at sikre, at du får adgang til den friske udeluft (uden tilføjelsen af insekter), er der dog er par ting, du skal have styr på:
Filterskift: I sommermånederne er der fortsat høje pollental i luften. Derfor anbefales det, at man fortsat har et F7/ePM1-pollenfilter monteret på friskluftsiden. Man kan evt. vælge at skifte det løbende, hvis man vil være 100 % sikker på, at det stadig har fuld effekt.
Tjek, at der er vand i din vandlås: Niveauet af kondensvand der bliver dannet i ventilationsanlæggets varmeveksler, er størst om vinteren, hvor kold udeluft møder varm og fugtig indeluft i varmeveksleren. Derfor vil vandlåsen, som er tilsluttet til ventilationsanlægget, typisk være fyldt tilstrækkeligt i vintermånederne. I sommermånederne er der dog risiko for, at vandlåsen kan tørre ud, da der dannes langt mindre kondensvand i denne periode. Tjek derfor om din vandlås er fyldt tilstrækkeligt op under og efter sommermånederne. Vandlåsen skal til enhver tid været fyldt op med vand for at undgå, at der kommer luft den forkerte vej ind i anlægget.
Indstil den ønskede rumtemperatur til 21°C: På dit ventilationsanlæg sidder et display, hvor du har mulighed for at indstille din ønskede rumtemperatur. Denne indstilling er vigtig, da alle andre elementer i anlægget flytter sig med udgangspunkt i denne værdi. På et passivt ventilationsanlæg er den ønskede rumtemperatur nemlig relateret til, hvornår anlæggets bypass åbner og lukker. Bypass-funktionen medvirker til at fastholde et køligt indeklima i sommerperioden. Derfor kan det være relevant at sørge for, at denne funktion virker om sommeren, men til gengæld ikke slår til om vinteren.
Til dette har produktchef Christen Lautrup en løsning:
”Den ønskede rumtemperatur, du har i vinterperioden, er formentlig ikke den samme som om sommeren. Om sommeren vil du gerne have, at bypass åbner. Som udgangspunkt vil bypass slå til, når den målte fraluftstemperatur er tre grader over den ønskede rumtemperatur. Den simple måde at løse det på, er altså at sætte den ønskede rumtemperatur til fx 21°C. Det betyder at bypass åbner ved 24°C”.
Psst! Kunne du tænke dig et ekstra skud kulde ind i boligen, når varmen er på sit højeste? Så bør du kigge nærmere på vores aktive ventilationsvarmepumper. Med disse kan du nemlig også få aktiv køling, hvilket vil give en svalende effekt til din bolig.
Læs mere vores ventilationsvarmepumper lige her.
Efterår
Med efteråret falder gennemsnitstemperaturen drastisk til ned mellem 0 og 10°, mens frekvensen i både regn og blæst stiger markant. Med regn og blæst kommer også en del udfordringer, når man er boligejer.
Regnen kan – hvis den ikke tørres væk relativt hurtigt – give fugtskader og for høj luftfugtighed, mens blæsten ved gennemtræk kan forårsage væltede ting og smækkende døre og ikke mindst ubehag som følge af trækgener.
Alt dette kan også løses med et ventilationsanlæg. Med et ventilationsanlæg kan du trygt holde vinduerne lukkede, da det ikke bare giver dig frisk luft, men også sørger for at holde luftfugtigheden på et passende niveau og indeklimaet i top.
Ikke nok med det – så er der faktisk heller ikke så meget, du skal forholde dig til som ejer af et ventilationsanlæg i efterårsperioden.
Ventilationshætte: I forbindelse med installationen af rørføringen til ventilationsanlægget, vil montøren sætte en ventilationshætte på friskluftindtaget. Hætten sikrer en effektiv beskyttelse mod regn og løvfald, som dermed ikke vil blive trukket ind i anlægget, hvor det kan stoppe rør til.
Filterskift: Man kan med fordel vælge at beholde det F7/ePM1-pollenfilter, man også har haft monteret i forårs- og sommerperioden. Denne filtertype vil nemlig filtrere finpartikler fra, herunder det løvfald og begyndende os fra brændeovne, man vil se i efterårsperioden.
Er der andet, du kan gøre for at holde dit anlæg i topform?
Ifølge produktchef Christen Lautrup er der som udgangspunkt ikke andet, du som forbruger skal være opmærksom på: ”Det ligger egentlig bare og kører i baggrunden. Så ellers er det bare at sørge for, at indreguleringen er på plads.”.
En servicepartner vil hjælpe dig med indregulering, når du har fået installeret ventilationsanlæg. Her vil der sørges for indstilling af armatur til korrekt luftmængde, opstart og kontrol af anlægget, kalibrering af automatik, brugervejledning og endelig en indreguleringsrapport.
Kan Genvex hjælpe mig med vedligeholdelse og årstidssikring?
Svaret er ja. Hos Genvex kan du med vores serviceabonnement få et årligt eftersyn af dit ventilationsanlæg. Her vil vores servicepartner besøge dig én gang om året og sørge for, at det hele spiller. Det inkluderer både gennemgang af ventilationsfunktion, kontrol af luftmængde, afkast- og frisktluftgitre og automatik, filterskift og meget mere. På den måde slipper du for at spekulere over, om dit anlæg fungerer, som det skal – den klarer vi.