GES Energy S ventilerer nybyggeri i Hillerød
På Skansevej i Hillerød er 28 boliger ved at være klar til indflytning. Boligerne er velisolerede og moderne i sin indretning og har fået installeret balanceret ventilation i form af GES Energy S-ventilationsanlæg fra Genvex, som genanvender op mod 96 % af varmen.
Høj varmegenvindingsgrad og nem styring. To positive ting, som de nye beboere på Skansevej i Hillerød vil kunne se frem til, når de inden længe flytter ind i de 28 spritnye boliger, som netop er blevet opført. Boligerne er nemlig – ud over deres moderne indretning – udstyret med ventilationsanlægget GES Energy S fra Genvex, som skal stå for at holde boligens rum friske og behagelige at opholde sig i. Badeværelser og køkken er installeret med udsugning efter alle kunstens regler, mens opholdsrummene er gjort klar til indblæsning. Og moderne byggeri og ventilation er to ting, som følges ad, nu hvor det er blevet et krav, at nye boliger skal have ventilation, fortæller salgsingeniør fra Genvex Carsten Rejnhold Jørgensen:
”Boligerne er utroligt tætte i dag, så det kræver et godt ventilationsanlæg for at kunne ventilere boligen og have det gode og sunde indeklima”, konstaterer han.
GES Energy S-anlæggene i boligerne styres nemt fra Genvex’ Optima-display. Herfra har beboerne mulighed for – eksempelvis, når der er mange gæster - at øge ventilationen i en periode, hvorefter Optima styringen automatisk kobler tilbage til standarddrift efterfølgende. Derudover kommer anlægget med standard fugtstyring, som betyder, at når beboeren vil gå i bad, og fugten stiger i boligen, så kører anlægget op i drift og vil nedbringe fugten i boligen til det ønskede niveau.
Ventilationsanlægget kan hverken høres eller ses
De 28 boliger på Skansevej består af 3-værelses, 2-værelses og 1-værelses lejligheder på forskellige størrelser med gulvvarme og mindre haver tilhørende. Og selv om de største lejligheder ikke kommer over 80 m2, skal beboerne ikke bekymre sig om, hvorvidt GES Energy S-anlæggene optager noget af pladsen. Anlæggene er nemlig tilpasset klassiske 60 x 60 cm skabe.
”Når det kører i drift, er det utroligt støjsvagt, og når det tilmed er indbygget i et skab som dette, så kan man faktisk ikke høre det”, fortæller Carsten Rejnhold Jørgensen, mens han står foran det. Vi holder en pause fra interviewet for at lytte, og ganske rigtigt; man kan overhovedet ikke høre det, selv om Optima-displayet viser, at der er gang i ventilationen.
”Men selv om det har de her kompakte mål, opfylder anlægget stadig alle byggekrav, der er stillet til det”, konstaterer Carsten Rejnhold Jørgensen.
Byggeriet på Skansevej er fordelt i to etageejendomme. De første beboere flytter ind efter planen i september 2020. I filmen øverst kan du se billeder fra byggeriet og høre Carsten Rejnhold Jørgensen fortæller om byggeriet og GES Energy S-anlæggene.